Tre indstillinger styrer den, og hver har en bivirkning. En længere lukkertid lukker mere lys ind, men slører en model i bevægelse eller et håndholdt kamera; en større blænde lukker mere lys ind, men gør dybdeskarpheden tyndere; en højere ISO gør billedet lysere, men tilføjer korn, der udvisker fin stofstruktur. En telefon indstiller alle tre selv, og det, brugeren kan styre, er at trykke på produktet og flytte skyderen for lysstyrke.
Automatisk eksponering sigter mod et gennemsnitligt, mellemgråt billede, hvilket produktbilleder sjældent er. Et hvidt stykke tøj på hvidt papir er lysere end gennemsnittet, så kameraet gør det mørkere, og det hvide bliver gråt; en sort taske på mørk bund lysnes, indtil det sorte bliver koksgråt. Eksponeringskompensation retter det: plus for lyse motiver, minus for mørke. Histogrammet er kontrollen: På hvid baggrund ligger baggrunden ved højre kant og produktets højlys lige under den.
Overeksponerede områder rummer slet ingen detaljer: Vævningen i en hvid skjorte eller nuancen i en bleg rosa er væk, og redigering kan ikke bringe det tilbage, som sensoren aldrig registrerede. Skygger kan som regel løftes, mod lidt mere korn, så et billede, der er en smule for mørkt, er sikrere end et, der er en smule for lyst. Gøres hele billedet lysere for at få baggrunden hvid, brændes de lyse dele af produktet også ud; belyses baggrunden for sig, eller frilægges produktet, bevares dets toner.