På kort afstand kan den skarpe zone i et enkelt foto være tyndere end en ring, et ur eller en parfumeflaske set skråt, og lukkes blænden yderligere, bliver hele billedet blødere. Stakning tager i stedet en serie: Det første billede fokuseres på den nærmeste kant, hvert følgende lidt længere bagud, indtil den fjerneste kant er skarp. Software beholder den skarpeste del af hvert billede og blander dem. Mange kameraer og nogle telefonapps kan flytte fokus trinvis automatisk.
Mellem billederne må intet ændre sig undtagen fokus. Kameraet står på et stativ, produktet røres ikke, og lyset forbliver konstant, hvilket udelukker et vindue på en dag med drivende skyer. Når fokus ændres, ændres udsnittet også en smule, og softwaren justerer billederne efter det. De skarpe zoner i nabobilleder skal overlappe; hvor et trin er for stort, løber et blødt bånd tværs over det færdige produkt.
Stakning har sine egne fejl. En skarp forkant over en sløret baggrund kan efterlade en glorie langs omridset. Glas, ædelsten, kæder, der krydser sig selv, og løse fibre, der har flyttet sig mellem billederne, forvirrer sammenblandingen og bliver udtværede eller dobbelte. Det samlede billede kontrolleres i fuld størrelse langs hver kant, fordi et dobbelt kædeled viser et produkt, der ikke findes. Den ensfarvede baggrund renses eller frilægges stadig bagefter.