Den almindelige løsning er en rulle baggrundspapir, der hænges op på et stativ og trækkes frem på gulvet i en blød bue; vinyl og stof bruges på samme måde, og mange studier har en buet væg i gips bygget ind. Buen skjuler linjen, hvor gulv møder væg, som ellers ville løbe tværs gennem billedet bag en models ben eller bag foden af et produkt. Bordmodeller gør det samme for små produkter på et skrivebord.
Hvidt papir bliver ikke helt hvidt på fotoet af sig selv. Belyst kun forfra bliver det lysegråt, og det kræver sit eget lys eller en senere frilægning for at nå hvidt. Lysegråt papir er ofte det mere nyttige valg: Det giver en jævn, neutral bund og bevarer omridset af hvidt tøj. Buler, folder og skoaftryk i papiret ses i sidelys, så den betrådte del rives af, og frisk papir trækkes ned. Vinyl kan tørres af, men reflekterer.
En model eller et produkt tæt på hulkehlen kaster sin skygge på den og tager dens farve op langs kanterne, så en farvet baggrund farver ærmerne på en hvid skjorte. Flyttes motivet frem, og belyses hulkehlen for sig, forbliver baggrunden jævn, mens produktet beholder sit eget lys. En model i hel figur kræver en bred rulle; nær enderne kommer papirets kant og rummet ind i billedet, og billedet skal så beskæres, eller baggrunden udvides.